Bemærkninger:
1) Der er efter markedsføring blevet rapporteret om kondrolyse hos patienter, der havde modtaget postoperativ, kontinuerlig intraartikulær infusion med lokalanalgetika. Carbocain-Adrenalin er ikke godkendt til denne indikation (se pkt. 4.4).
 
Opløsninger, der indeholder konserveringsmiddel, dvs. dem der leveres i hætteglas med flere doser, må ikke anvendes:

- hvis mængden, der skal injiceres som en enkelt dosis, overstiger 15 ml, med mindre andet er indikeret

- hvis præparatet er beregnet til andre administrationsveje, hvor antimikrobielle konserveringsmidler af medicinske årsager ikke er godkendt, herunder administration ad intracisternal, epidural, intratekal vej eller administration ad anden vej, som giver adgang til cerebrospinalvæsken eller intra- eller retrobulbær adgang.

De doser, der er angivet i tabellen, er sådanne, som anses nødvendige for at fremkalde optimale blokader, og skal betragtes som vejledning for anvendelse til voksne. Der forekommer individuelle variationer i anslagstid og virkningsvarighed. Tallene i søjlen "Dosis" angiver det gennemsnitlige doseringsinterval.

Standardlærebøger bør konsulteres vedrørende de faktorer, der indvirker specifikt på blokadeteknik og de individuelle patientkrav. Virkningsvarigheden kan være længere når opløsningen indeholder adrenalin (se tabel 1, virkningsvarighed). N.B. Risikoen for systemiske påvirkninger bør overvejes når der anvendes opløsninger der indeholder et stort adrenalin volumen.

Unødvendigt høje doser af lokalanæstetika bør undgås. Generelt kræver kirurgisk anæstesi at der anvendes højere koncentrationer og doser Ved blokade af mindre nerver eller en mindre grad af blokade anvendes lavere koncentrationer. Det volumen af injektionsvæske, der anvendes, vil påvirke spredningen af analgesien.
 
For at undgå intravaskulær injektion, anbefales omhyggelig aspiration før og under injektion af selve dosis, som bør injiceres langsomt eller i trinvise doser med en hastighed på 100-200 mg/min mens patientens vitale funktioner observeres nøje og der holdes konstant verbal kontakt. En utilsigtet intravaskulær injektion kommer til udtryk som en kortvarig stigning i pulsen og en utilsigtet intratekal injektion med tegn på spinal blokade. Hvis tegn på toksicitet viser sig, afbrydes injektionen øjeblikkelig

Erfaringer hidtil viser, at 1000 mg indgivet over 24 timer tolereres godt af en voksen patient af gennemsnitlig størrelse.

Overfølsomhed over for methyl og/eller propylparahydroxybenzoat (methyl-/ propylparaben) eller til deres metabolit para-amino-benzosyre (PABA). Mepivacain formuleringer som indeholder parabener bør undgås hos patienter der er allergiske over for lokalanæstetika af ester-typen eller dets metabolit PABA.

Overfølsomhed over for natriummetabisulfit.

Opløsninger, der indeholder konserveringsmiddel, dvs. dem der leveres i hætteglas med flere doser, må ikke anvendes:

- hvis mængden, der skal injiceres som en enkelt dosis, overstiger 15 ml, med mindre andet er indikeret

- hvis præparatet er beregnet til andre administrationsveje, hvor antimikrobielle konserveringsmidler af medicinske årsager ikke er godkendt, herunder administration ad intracisternal, epidural, intratekal vej eller administration ad anden vej, som giver adgang til cerebrospinalvæsken eller intra- eller retrobulbær adgang.

Opløsninger, der indeholder adrenalin, bør generelt ikke anvendes, eller anvendes med forsigtighed, til patienter, der er i behandling med tricykliske antidepressiva, da kombinationen kan medføre alvorlig, langvarig hypertension. Samtidig anvendelse af adrenalin-holdige opløsninger og ergot alkaloider kan fremkalde alvorlig, vedvarende hypertension og eventuelt cerebrovaskulære og kardielle skader. Antipsykotika såsom phenothiaziner og butyrophenoner kan nedsætte eller ophæve pressor-effekten af adrenalin.

Opløsninger, der indeholder adrenalin, bør anvendes med forsigtighed til patienter i generel anæstesi med inhalationsanæstetika, på grund af risikoen for alvorlige kardielle arytmier.

Ikke-selektive betablokkere som propranolol øger pressor-effekten af adrenalin, hvilket kan føre til alvorlig hypertension og bradykardi.

Mepivacain bør anvendes med forsigtighed til patienter der er i behandling med andre lokalanalgetika, eller med stoffer, som er strukturelt beslægtede med lokalanalgetika af amid-typen, som eksempelvis visse antiarytmika såsom lidocain, da de toksiske virkninger er additive. Der er ikke udført specifikke interaktionsstudier med mepivacain og antiarytmika i klasse III (f.eks. amiodaron) og der bør udvises forsigtighed (se også pkt. 4.4).

Cimetidin reducerer clearance af mepivacain, med reduceret dosisbehov som mulig konsekvens.

Der kan være interferens i det kliniske billede som resultat af samtidig optræden af forskellige komplikationer og bivirkninger.

Behandling af akut toksicitet
Hvis der opstår tegn på akut systemisk toksicitet skal injektionen af lokalanalgetikum afbrydes øjeblikkeligt.

Hvis der optræder kramper, er behandlingens formål at opretholde ventilation og ilttilførsel og at understøtte kredsløbet. Oxygen skal tilføres og ventilationen understøttes, om nødvendigt (maske og ballon eller trancheal intubering). For at sikre tilstrækkelig ventilering og ilttilførsel skal der gives et antikonvulsivum i.v., hvis kramperne ikke stopper spontant i løbet af 15-20 sekunder. Førstevalg er thiopentalnatrium 1-3 mg/kg iv. Alternativt kan anvendes diazepam 0,1 mg/kg legemsvægt i.v., men virkningen sætter ind langsommere. Længerevarende kramper kan skade ventilation og ilttilførsel. Injektion af et muskelrelakserende stof vil i sådanne tilfælde lette ventilation, og ilttilførslen kan kontrolleres (f.eks. suxamethonium 1 mg/kg legemsvægt). Endotracheal intubering bør overvejes på et tidligt tidspunkt i sådanne tilfælde.
Hvis der er tydelige tegn på kardiovaskulær påvirkning (hypotension, bradykardi), skal der gives efedrin 5-10 mg i.v., og om nødvendigt skal det gentages efter 2-3 minutter.
Hvis der opstår kredsløbskollaps, skal der omgående startes genoplivning. Optimal ilttilførsel, ventilering og kredsløbsstabilisering samt behandling af acidose er af vital betydning.

I tilfælde af utilsigtet intravaskulær injektion er der tegn på overdosering inden for 1-3 minutter. Hvis der er givet for høj en dosis, kan der gå 20-30 minutter, før der er tegn på overdosering, afhængig af injektionssted. Tegn på overdosering involverer overvejende centralnervesystemet og det kardiovaskulære system.

Mepivacainhydrochlorid er et lokalanalgetikum af amidtypen. Det har kort anslagstid og middellang virkningsvarighed. Styrken svarer til styrken for lidocain. 2% opløsningen virker i op til 5 timer ved perifere nerveblokader. Når 1% opløsningen anvendes, er virkningen på de motoriske nervefibre mindre og virkningsvarigheden kortere.

Anslagstid og virkningsvarighed afhænger af dosis og administrationssted.

Tilstedeværelsen af adrenalin kan forlænge virkningstiden ved infiltration og perifære nerve blokader.

Mepivacain fremkalder, som andre lokalanalgetika, en reversibel blokade af impulsledningen langs nervefibrene ved at hindre indstrømningen af natrium-ioner gennem nervemembranen. Lokalanalgetika af amidtypen antages at virke på natrium-kanalerne i nervemembranen.

Lokalanalgetika kan have tilsvarende virkning på ekscitable membraner i hjernen og i myokardiet. Hvis store mængder lokalanalgetikum hurtigt når i systemisk cirkulation, vil der observeres symptomer på overdosering, overvejende fra centralnervesystemet og fra det kardiovaskulære system.

Symptomer fra centralnervesystemet vil gå forud for symptomer fra det kardiovaskulære system, da de optræder ved en lavere koncentration. En direkte virkning på hjertet af lokalanalgetika omfatter nedsat overledningshastighed, negativ inotropi og eventuelt hjertestop.

Mepivacain har en pKa på 7,8 og en olie/vand fordelingskoefficient på 0,8.
Absorptionshastigheden afhænger af dosis, indgiftsvej og karforsyningen i injektionsområdet. Maksimale koncentrationer nås i løbet af 15-20 minutter. Fordelingsvolumen i steady state er 84 liter. I plasmaet er mepivacain 78% proteinbundet, overvejende til sure alfa-1-glycoproteiner.

Clearance af mepivacain sker næsten udelukkende i leveren, og afhænger af blodstrømmen gennem leveren og af leverenzymernes aktivitet. Den totale plasmaclearance af mepivacain er 0,8 l/minut, T/2 for elimination er 1,9 timer og leverens ekstraktionsratio er 0,5.

T/2 for elimination er hos nyfødte omtrent 3 gange længere end hos voksne.

Mepivacain passerer placenta, og der indtræder hurtigt ligevægt mellem ubundet mepivacain i plasma hos moder og foster. Graden af plasma-proteinbinding er mindre hos fostret end hos moderen, hvilket resulterer i lavere total plasmakoncentration hos fostret end hos moderen. 

Mepivacain udskilles i modermælken, men i så små mængder, at det næppe påvirker barnet.

Kun 4% af mepivacain udskilles uomdannet. Lægemidlet metaboliseres gennem hydroxylering og konjugation, men der kan kun gøres rede for 30% af den injicerede mængde i form af metabolitter.

Hovedmetabolitterne fra mepivacain er 3-OH derivatet (16%), 4-OH derivatet (12%) and det N-demetylerede derivat PPX (2,5%). Plasmakoncentrationen af PPX som er en aktiv metabolit er mindre en 0,1 % i forhold til selve lægemiddelstoffet.

Holdbarhed efter anbrud:
Der er risiko for mikrobiel kontaminering ved anvendelse af flerdosisbeholdere (hætteglas). Når der anvendes flerdosisbeholder (hætteglas) bør følgende forholdsregler iagttages:

- anvend sterilt injektionsudstyr til éngangsbrug.
- anvend steril kanyle og sprøjte til hvert nyt medicinudtag fra hætteglasset.
- udeluk at kontamineret materiale eller væske kan føres ind i hætteglasset.

Arne Jacobsens Allé 13

10.  DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

 10. januar 2012

Back to top

b001\File-16705\Version-50482\application-msword\Document-16705_Version-50482_application-msword_0  Side 1 af 10

b001\File-16705\Version-50482\application-msword\Document-16705_Version-50482_application-msword_0  Side 3 af 10