Er i arbejde (jaju/250111)

-forebyggelse af tilbagefald efter kirurgisk behandling af euthyroid struma, afhængig af post operativ hormon status

Indikation	Anbefalet dosis (mikrogram levothyroxinnatrium/dag)
Godartet euthyroid struma	75 - 200
Forebyggelse af tilbagefald efter kirurgisk behandling af euthyroid struma	75 - 200
Voksne: Substitutionsbehandling af hypothyreosis: -initial dosis -vedligeholdelses dosis	25 - 50 100 – 200
Børn: Substitutionsbehandling af hypothyreosis: -initial dosis -vedligeholdelses dosis	12,5 – 50 100 - 150 mikrogram/m² legemsoverflade
Tillæg til antithyroid behandling af hyperthyreosis	50 - 100
Suppressionsbehandling af thyroid cancer	150 -300

Diagnostisk brug ved thyroid suppressions testning		4 uger før test	3 uger før test	2 uger før test	1 uge før test

	Euthyrox 200 mikrogramg	-------	-------	1 tablet dagligt	1 tablet dagligt
	Euthyrox 100 mikrogram			2 tabletter dagligt	2 tabletter dagligt
	Euthyrox 150 mikrogramg	½ tablet dagligt	½ tablet dagligt	1 tablet dagligt	1 tablet dagligt

b015\File-14991\Version-45084\application-msword\Document-14991_Version-45084_application-msword_0 Side 1 af 1

b015\File-14991\Version-45084\application-msword\Document-14991_Version-45084_application-msword_0 Side 3 af 3

Euthyrox 25		mikrogram	EM 25
	Euthyrox 50 mikrogram		EM 50
	Euthyrox 75 mikrogram		EM 75
	Euthyrox	100 mikrogram	EM 100
	Euthyrox	125 mikrogram	EM 125
	Euthyrox	150 mikrogram	EM 150
	Euthyrox	175 mikrogram	EM 175

-substitutionsbehandling af hypothyreosis
-suppressionsbehandling af thyroid cancer

Euthyrox 25-100 mikrogram:
-tillæg til antithyroid behandling af hyperthyreosis

	Euthyrox 100/150/200 mikrogram:
	-diagnostisk brug ved thyroid suppressions testning

For at kunne behandle patienterne individuelt efter den enkelte patients behov findes tabletter med indhold af levothyroxinnatrium fra 25 – 200 mikrogram. Patienterne kan derfor normalt behandles med en tablet daglig.

De angivne anbefalede doser er kun vejledende.

Den individuelle daglige dosering bør bestemmes på basis af laboratorieundersøgelser og kliniske undersøgelser.

Da mange patienter har forhøjede koncentrationer af T₄ og fT_4, giver basal serumkoncentration af thyreoidea stimulerende hormon (TSH) en mere pålidelig basis for et behandlingsforløb.

Thyreoidea hormon behandling starte med lave doser, som øges gradvist hver 2. til 4. uger indtil fuld substitutionsdosis er nået.
For nyfødte og spædbørn med medfødt hypotyroidisme, hvor den hurtige udskiftning er vigtig, er den initiale anbefalede dosis 10 til 15 mikrogram per kg legemsvægt per dag for de første 3 måneder. Derefter bør dosis justeres individuelt i henhold til de kliniske fund, thyreideahormon og TSH værdier.

Hos ældre patienter, patienter med koronar hjertesygdom og patienter med alvorlig eller langvarig hypothyreose, kræves der særlig forsigtighed, når man starter behandling med thyreoideahormoner. Det betyder, at man bør starte med en lav dosis (for eksempel 12, 5 mikrogram/dag), som øges langsomt - over længere intervaller (for eksempel gradvis stigning med 12, 5 mikrogram/dag hver 14. dag )- under ofte monitorering af thyreoideahormoner. En dosering, som er lavere end den optimale dosering der giver komplet substitutionsbehandling, og dermed en dosering, der ikke resulterer i en komplet korrektion af TSH niveauet, bør derfor overvejes.

Erfaringen har vist at en lavere dosis er tilstrækkelig til patienter med lav vægt og patienter med en stor nodular struma.


Den daglige dosis kan tages i form af en enkelt indgift.
Indtagelse: Som en enkelt dosis om morgenen på tom mave en halv time før morgenmad, helst med lidt væske (for eksempel et halvt glas vand).

Børn skal tage hele dosis på en gang mindst 30 minutter før dagens første måltid. Tabletterne opløses i noget vand og den færdige suspension, som skal være frisk fremstillet, gives sammen med noget mere væske.

Behandlingsvarighed: Behandlingen er almindeligvis livsvarig, når det handler om substitutions behandling ved hypothyreose og efter strumektomi eller thyreoidektomi og ved profylakse af tilbagefald efter fjernelse af euthyroid struma. Tillægsbehandling ved hyperthyreose efter opnået euthyroid tilstand er indiceret i den periode, hvor der gives antithyroid behandling.

Ved benign euthyroid struma er en behandling på 6 måneder op til 2 år nødvendig. Hvis den medicinske behandling ikke har virket tilstrækkeligt inden for denne periode, bør kirurgi eller behandling med radioaktivt jod overvejes.

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Ubehandlet adrenal insufficiens, ubehandlet hypofyse insufficiens, og ubehandlet thyreotoksikose.
Behandling med Euthyrox må ikke påbegyndes ved akut myokardieinfarkt, akut myocarditis, og akut pancarditis.
	Kombineret behandling med levothyroxin og en antithyroid substans mod hyperthyreose er ikke indiceret under graviditet (se pkt. 4.6).

Levothyroxinnatrium 25 m g, 50 m g, 75 m g, 100 m g, 125 m g, 150 m g, 175 m g og 200 m g.

Hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1

	Tabletter

Off-white, rund, flad på begge sider, delekærv med skrå kant og indgravering på toppen:

Før start af behandling med thyreoideahormoner eller før en test af thyroidsuppression bliver gennemført, skal følgende sygdomme eller sygelige tilstande udelukkes eller behandles: koronar sygdom, angina pectoris, atherosclerosis, hypertension, hypofyse insufficiens, adrenal insufficiens. Thyroid autonomi skal ligeledes udelukkes eller behandles før en behandlingsstart med thyreoideahormoner.

Selv let medicininduceret hyperthyreose skal undgås hos patienter med koronar sygdom, hjerteinsufficiens eller tachycardi. Hyppig kontrol af thyreoideahormoner er derfor påkrævet ved disse tilfælde.

I tilfælde af sekundære hypothyreose skal årsagen findes, før der gives substitutionsbehandling, og om nødvendigt skal behandling af en kompenseret adrenal insufficiens påbegyndes.

I tilfælde af mistænkt thyroid autonomi bør der udføres en undersøgelse for TRH eller der bør tages et suppressions scintigram før behandling.

Hos postmenopausale kvinder med hypothyreose og forøget risiko for osteoporose, bør suprafysiologiske serumniveauer af levothyroxin undgås, derfor skal thyreoidea funktionen kontrolleres omhyggeligt.

Levothyroxin bør ikke gives ved tilstande med hyperthyreose med mindre det sker som samtidig tillægsbehandling til antithyroid behandling af hyperthyreose.

Thyreoideahormoner egner sig ikke til vægtreduktion. Fysiologiske doser resulterer ikke i vægttab hos patienter med euthyroid struma. Suprafysiologiske doser kan forårsage alvorlige eller endda livstruende bivirkninger (se pkt. 4.9).

Når levothyroxin behandling er etableret, anbefales det at justere doseringen i overensstemmelse med patientens kliniske respons og laboratorietest i tilfælde af skift af præparat.

Dette lægemiddel indeholder lactose og defor bør patienter med sjældne arvelige problemer i form af galaktose intolerans, Lapp laktase mangel eller glukose-galaktose malabsorption ikke tage dette lægemiddel.

Patienter med diabetes og patienter i antikoagulationsbehandling; se pkt. 4.5.

Antidiabetika:
Levothyroxin kan reducere virkningen af stoffer, som nedsætter blodsukkeret. Derfor bør blodsukkerniveauet kontrolleres hyppigt ved starten af thyreoideahormon behandling og dosis af antidiabetika skal om nødvendigt reguleres.

Coumarinderivater:
Virkningen af antikoagulerende behandling kan intensiveres, idet levothyroxin displacerer antikoagulantia fra plasmaproteiner, som kan forøge risikoen for hemorrhage f. eks CNS eller gastrointestinal blødning, specielt hos ældre patienter. Det er derfor nødvendigt regelmæssigt at kontrollere koagulationsparametre ved starten af og under samtidig thyreoideahormon behandling. Dosering med antikoagulantia skal om nødvendigt justeres.

Proteasehæmmere:
Proteasehæmmere (f.eks ritonavir, indinavir, lopinavir) kan påvirke effekten af levothyroxin. Omhyggelig monitoring af thyreoideahormon parametre anbefales. Om nødvendigt, skal levothyroxin dosis justeres.

Fenytoin
Fenytoin kan påvirke effekten af levothyroxin ved at fortrænge levothyroxin fra plasmaproteiner hvilket medfører en forhøjet fT4 og fT3 fraktion. På den anden side, øger phenytoin leverens metabolisering af levothyroxin. Tæt monitorering af thyroidea hormon parametre anbefales.

Colestyramin, Colestipol:
Indtagelse af ionbytter resiner såsom colestyramin og colestipol hæmmer absorptionen af levothyroxinnatrium. Levothyroxinnatrium bør derfor tages 4-5 timer før administration af sådanne produkter.

Aluminiumholdige præparater, jernholdige præparater, calciumcarbonat:
Aluminiumholdige præparater (antacida, sucralfat), er i litteraturen beskrevet som præparater, der potentielt nedsætter virkningen af levothyroxin. Præparater, som indeholder levothyroxin, bør derfor administreres mindst 2 timer før indtagelse af aluminiumholdige præparater.
Det samme gælder med jernholdige præparater og calciumcarbonat.

Salicylater, dicumarol, furosemid, clofibrat:
Salicylater, dicumarol, furosemid i høj dosis (250 mg), clofibrat, og andre stoffer kan fortrænge levothyroxinnatrium fra plasmaproteiner. Dette fører til forhøjet fT₄ fraktion.

Propylthiouracil, glucocorticoider, betasympatolytika, amiodaron og kontrastmidler indeholdende jod:
Disse stoffer inhiberer den perifere omdannelse af T₄ til T₃.
På grund af det høje indhold af jod kan amiodaron trigger hyperthyreose så vel som hypothyreose. Særlig forsigtighed tilrådes i tilfælde af nodular struma med mulig ikke erkendt autonomi.

Sevelamer
Sevelamer kan nedsætte levothyroxin absorption. Derfor anbefales det, at patienterne monitoreres for ændringer i thyreoideafunktion i starten eller slutningen af samtidig behandling. Om nødvendigt, skal levothyroxin dosis justeres.

Tyrosin-kinase-hæmmere
Tyrosin-kinase hæmmere (f.eks imatinib, sunitinib) kan nedsætte virkningen af levothyroxin. derfor anbefales det, at patienterne monitoreres for ændringer i thyreoideafunktion i starten eller slutningen af samtidig behandling. Om nødvendigt, skal levothyroxin dosis justeres.

Sertralin, chloroquin/proguanil:
Disse stoffer nedsætter virkningen af levothyroxin og øger serum TSH niveauet.

Enzym-produkter som inducerer lægemidler:
Enzym-produkter som barbiturater eller carbamazepin kan øge den hepatiske clearance af levothyroxin.

	Østrogener:
	Kvinder, som tager østrogenholdige antikonceptionsmidler eller postmenopausale kvinder i hormonsubstitutionsbehandling, kan have et øget behov for levothyroxin.

	Sojaholdige produkter:
	Sojaholdige præparater kan nedsætte den intestinale absorption af levothyroxin. Derfor kan en dosisjustering af Euthyrox være nødvendig, især i begyndelsen eller efter afsluttet tillægsernæring med sojaholdige produkter.

Behandling med levothyroxin bør gives kontinuerligt under graviditet og især under amning. Der kan være behov for øgning af dosis under graviditet.

Erfaring har vist, at der intet tegn er på lægemiddelinduceret teratogenicitet og/eller føtotoksicitet hos mennesker med den anbefalede terapeutiske dosisstørrelse. Udtalt høje levothyroxindoser kan under graviditet have en negativ virkning på føtal og postnatal udvikling.
Kombinationsterapi af hyperthyreose med levothyroxin og antithyroide stoffer er ikke indiceret under graviditet. Denne kombination vil nødvendiggøre en højere dosis af antithyroide stoffer, som er kendt for at passere placenta og for at inducere hypothyreose hos barnet.thyreose
	Diagnostisk test af thyroidsuppression bør ikke udføres under graviditet, da applikationen af radioaktive stoffer er kontraindiceret hos gravide kvinder.

Under amningen udskilles levothyroxin i modermælk, men de koncentrationer, som opnås med den anbefalede terapeutiske dosis, er ikke tilstrækkelige til at forårsage udvikling af hyperthyreose eller suppression af THS udskillelsen hos barnet.

Der er ikke gennemført studier på indflydelsen på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Fordi levothyroxin er identisk til de naturlige forekomne thyreoideahormoner, forventes det dog ikke, at Euthyrox har nogen indflydelse på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.

I tilfælde, hvor den individuelle grænse for levothyroxinnatrium overskrides eller efter overdosering, kan de følgende kliniske symptomer, som er karakteristiske for hyperthyreose, forekomme, specielt hvis dosis ved start af behandling øges for hurtigt: Tachycardi, hjertebanken, cardial arrhythmi (f. eks. atrieflimren og ekstrasystoler), takykardi, palpitationer), tilstande med angina, cefalalgi, muskelsvaghed og kramper, rødme, feber, opkastning, uregelmæssig menstruation, pseudotumor cerebri, tremor, rastløshed, søvnløshed, hyperhidrose, vægttab, diarrhoea.
I sådanne situationer bør den daglige dosis reduceres eller seponeres for nogle dage. Behandlingen kan genoptages med forsigtighed, når bivirkningerne er forsvundet. Tilfælde af angioødem er blevet rapporteret.

I tilfælde af overfølsomhed over for et eller flere af hjælpestofferne i Ethyrox, kan der især forekomme allergiske hudreaktioner og reaktioner fra respirationsvejene.

Forhøjet T₃ niveau er en pålidelig indikator for overdosering, bedre end forhøjede T₄ eller fT₄niveauer.

I forbindelse med overdosering opstår der symptomer på kraftig stigning i den metaboliske omsætningshastighed (se pkt. 4.8).

Afhængig af omfanget af overdoseringen, anbefales det at afbryde behandlingen med tabletter og gennemføre undersøgelser.

Symptomer bestående af intense beta-sympathomimetiske virknigner så som tachycardi, angst, agitation og hyperkinesi kan lindres med betablokkere. Efter ekstreme doser, kan plasmaferese måske hjælpe.

Hos prædisponerede patienter, er isolerede tilfælde af kramper blevet rapporteret, hvis den individuelle dosistolerance blev overskredet.

Adskillige tilfælde af pludselig hjertedød er rapporteret hos patienter med mange års misbrug af levothyroxin.

5.1	Farmakodynamiske egenskaber
	Det syntetiske levothyroxin indeholdt i Euthyrox er virkningsmæssigt identisk med det vigtigste, naturligt forekommende hormon, som udskilles af thyreoidea. Det omdannes til T3 i perifere organer og lige som det endogene hormon, udøver hormonet sine specifikke virkninger på T3 receptorerne. Kroppen er ikke i stand til at skelne mellem endogent og eksogent levothyroxin.

5.2	Farmakokinetiske egenskaber
Efter oral indgift absorberes levothyroxin næsten udelukkende fra den øverste del af tyndtarmen. Afhængig af den galeniske formulering absorberes op til 80%. T_max er omkring 5-6 timer.

Efter oral administration sætter virkningen ind i løbet af 3-5 dage. Levothyroxin bindes meget stærkt, omkring 99,97%, til specifikke transportproteiner. Denne proteinbinding af hormonet er ikke covalent og det bundne hormon udbyttes konstant og meget hurtigt med den frie fraktion i plasma.

På grund af den høje proteinbindingsgrad undergår levothyroxin hverken hæmodialyse eller hæmoperfusion.

Halveringstiden af levothyroxin er i gennemsnit 7 dage. Den er kortere (cirka 3-4 dage) ved hyperthyreose og længere ved hypothyreose (cirka 9-10 dage). Fordelingsvolumen er cirka 10 –12 l. Leveren indeholder 1/3 af hele mængden af ekstrathyreoideal levothyroxin, som hurtigt udbyttes med levothyroxin i serum. Thyreoideahormoner metaboliseres hovedsagelig i leveren, nyrerne, hjernen og musklerne. Metabolitterne udskilles med urin og fæces. Den samlede metaboliske clearance af levothyroxin er cirka 1,2 l plasma/dag.

2. februar 2011

	20863

	Tabletten kan deles i to lige store dele.

4.	KLINISKE OPLYSNINGER

Akut toksicitet:
Levothyroxin har en meget svag akut toksicitet.

Kronisk toksicitet:
Den kroniske toksicitet er undersøgt i forskellige dyrearter (rotte, hund). Ved høje doser i rotter er der observeret tegn på hepatopati, øget forekomst af spontane nephroser så vel som ændrede organvægte.

Reproduktionstoksicitet:
Reproduktionstoksicitetsstudier med dyr er ikke blevet udført.

Mutagenicitet:
Der findes ingen information om dette emne. Op til nu er der ikke kommet noget frem, som antyder at thyreoideahormoner kan forårsage skader på afkom på grund af ændringer i genomet.

Carcinogenicitet:
Der er ikke udført langtids studier med levothyroxin.

Majsstivelse
Croscarmellosenatrium
Gelatine
Lactosemonohydrat
Magnesiumstearat

Må ikke opbevares over 25^oC. Opbevar beholderen i original yderkarton for at beskytte mod lys.

Blisterpakninger:
Består af polypropylen film og aluminiumsfolie, eller alternativt af en PVC film og aluminiumsfolie.

Pakningsstørrelser:

-	Pakninger med 20, 25, 60, 90 og 100 tabletter
-	Kalender pakninger med 28 og 84 tabletter
-	Hospitalspakning: 500 (10 X 50) tabletter.

	Derudover for Euthyrox 25/50/100 mikrogram tabletter
	Flasker:
	HDPE glas med et skruelåg af polypropylen.

	Pakningsstørrelser:
	Hospitalspakninger: 100 og 500 tabletter.

	Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

8.	MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)
32223: 25 m g
32224: 50 m g
32225: 75 m g
32226: 100 m g
	32227: 125 m g
	32228: 150 m g
	32229: 175 m g
	32230: 200 m g

20. juni 2001

10.	DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN
	2. februar 2011