1. 23. september 2011
    2. PRODUKTRESUMÉ
    3. Serorex, filmovertrukne tabletter 20 mg
    4. 0. D.SP.NR.
    5. 1. LÆGEMIDLETS NAVN
    6. 2. KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING
    7. 3. LÆGEMIDDELFORM
    8. 4. KLINISKE OPLYSNINGER
    9. 4.1 Terapeutiske indikationer
    10. 4.2 Dosering og indgivelsesmåde
    11. MODERAT TIL SVÆR DEPRESSION
    12. OBSESSIV-KOMPULSIV TILSTAND
    13. PANIKANGST
    14. SOCIALANGST/SOCIALFOBI
    15. GENERALISERET ANGST
    16. POSTTRAUMATISK STRESS SYNDROM
    17. SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN
    18. Særlige populationer:
    19. · Ældre
    20. · Børn og unge i alderen 7-17 år
    21. · Børn under 7 år
    22. · Nedsat nyre- eller leverfunktion
    23. 4.3 Kontraindikationer
    24. 4.4 Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen
    25. Anvendelse til børn og unge under 18 år
    26. Selvmord/selvmordstanker eller klinisk forværring
    27. Akathisi/psykomotorisk rastløshed
    28. Serotoninsyndrom/malignt neuroleptisk syndrom
    29. Nedsat nyre- eller leverfunktion
    30. Diabetes
    31. Epilepsi
    32. Kramper
    33. Elektrochok
    34. Glaukom
    35. Hjertelidelser
    36. Hyponatriæmi
    37. Blødning
    38. Interaktion med tamoxifen
    39. Symptomer ved seponering af paroxetin
    40. 4.5 Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion
    41. Serotonerg medicin
    42. Pimozid
    43. Lægemiddelmetaboliserende enzymer
    44. Fosamprenavir/ritonavir
    45. Procyclidin
    46. Antikrampemidler
    47. Paroxetins hæmmende virkning på CYP2D6
    48. Alkohol
    49. Orale antikoagulantia
    50. NSAID og acetylsalicylsyre og andre stoffer med virkning på blodpladerne
    51. 4.6 Graviditet og amning
    52. 4.7 Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner
    53. 4.8 Bivirkninger
    54. SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN
    55. BIVIRKNINGER FRA PÆDIATRISKE KLINISKE UNDERSØGELSER
    56. 4.9 Overdosering
    57. Tegn og symptomer
    58. Behandling
    59. 4.10 Udlevering
    60. 5. FARMAKOLOGISKE EGENSKABER
    61. 5.0 Terapeutisk klassifikation
    62. 5.1 Farmakodynamiske egenskaber
    63. Virkningsmekanisme
    64. Farmakodynamiske effekt
    65. Dosisrespons
    66. Langtidsvirkning
    67. Bivirkninger fra pædiatriske kliniske undersøgelser
    68. 5.2 Farmakokinetiske egenskaber
    69. Absorption
    70. Fordeling
    71. Metabolisme
    72. Eliminering
    73. Særlige patientgrupper
    74. Ældre patienter og nedsat nyre- eller leverfunktion
    75. 5.3 Prækliniske sikkerhedsdata
    76. 6. FARMACEUTISKE OPLYSNINGER
    77. 6.1 Hjælpestoffer
    78. 6.2 Uforligeligheder
    79. 6.3 Opbevaringstid
    80. 6.4 Særlige opbevaringsforhold
    81. 6.5 Emballagetyper og pakningsstørrelser
    82. 6.6 Regler for destruktion og anden håndtering
    83. 7. INDEHAVER Af MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN
    84. 8. MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)
    85. 9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE
    86. 10. DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

 

 

 



 
23. september 2011
 

 


PRODUKTRESUMÉ

 

for

 


Serorex, filmovertrukne tabletter 20 mg

 

 


0. D.SP.NR.
 
20712


1. LÆGEMIDLETS NAVN
 
Serorex


2. KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING
 
En filmovertrukket tablet indeholder 20 mg paroxetin (som paroxetinhydrochlorid-anhydrat).
Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.


3. LÆGEMIDDELFORM
    
Filmovertrukne tabletter.
Hvid, konveks, filmovertrukket tablet præget med ”P2” og delekærv på den ene side og ”G” på den anden.
Delekærven er der, for at tabletten kan deles, så den er nemmere at sluge; ikke for at kunne dosere to halve tabletter.


 
4. KLINISKE OPLYSNINGER


4.1 Terapeutiske indikationer

-  Moderat til svær depression (major depression)

-  Obsessiv-kompulsiv tilstand

-  Panikangst med og uden agorafobi

-  Socialangst/socialfobi

-  Generaliseret angst

-  Posttraumatisk stress syndrom

 


4.2 Dosering og indgivelsesmåde

Det anbefales at indtage paroxetin en gang daglig om morgenen sammen med et måltid. Tabletten bør ikke tygges, men synkes hel. For at kunne opnå den anbefalede dosis findes der andre styrker af lægemidlet.

 


MODERAT TIL SVÆR DEPRESSION

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Normalt ses bedring hos patienten efter en uges behandling, men der kan også gå to uger. Som med al antidepressiv medicin bør dosis kontrolleres og om nødvendigt justeres efter 3-4 ugers behandling og derefter når det er klinisk relevant. For patienter med utilstrækkeligt respons på 20 mg kan dosis øges med 10 mg gradvist op til maksimalt 50 mg, afhængigt af patientrespons.

 

Patienter med depression skal behandles i mindst 6 måneder for at sikre, at de er symptomfri.

 


OBSESSIV-KOMPULSIV TILSTAND

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Startdosis er 20 mg daglig, og dosis kan øges gradvist med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis. Hvis der er utilstrækkeligt respons efter nogle uger kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til maksimalt 60 mg daglig.

 

Patienter med OCD skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

 


PANIKANGST

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Patienten startes på 10 mg/dag og dosis øges gradvist med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis, afhængigt af patientrespons. Der anbefales en lav initial dosis for at minimere risikoen for forværring af paniksymptomerne, hvilket generelt vides at forekomme tidligt i behandlingen af denne tilstand. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til højst 60 mg daglig.

 

Patienter med panikangst skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

 


SOCIALANGST/SOCIALFOBI

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).

 


GENERALISERET ANGST

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).

 


POSTTRAUMATISK STRESS SYNDROM

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).


 

 
GENEREL INFORMATION


SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN

Brat seponering bør undgås (se pkt. 4.4 og pkt. 4.8). Det nedtrapningsregime, som er blevet anvendt i kliniske forsøg, indebærer en reduktion af den daglige dosis med 10 mg/dag med ugentlige intervaller. Hvis reduktion af dosis eller seponering medfører uacceptable symptomer, må det overvejes at vende tilbage til den oprindeligt ordinerede dosis, hvorefter lægen kan fortsætte med at reducere dosis, men i et langsommere tempo.

 


 
Særlige populationer:


· Ældre
 
Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos ældre brugere, men plasmakoncentrationsniveauet overlapper det observerede niveau for yngre brugere. Dosis bør begynde ved startdosis for voksne. En øgning af dosis kan give nogle patienter en bedring, men den bør ikke overstige 40 mg daglig.


· Børn og unge i alderen 7-17 år
 
Paroxetin bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år, da kliniske undersøgelser har vist, at paroxetin er forbundet med øget risiko for selvmord og fjendtlighed. Desuden er virkningen ikke blevet påvist i tilstrækkelig grad i disse undersøgelser (se pkt. 4.4 og pkt. 4.8).


· Børn under 7 år
 
Brugen af paroxetin er ikke undersøgt hos børn under 7 år. Paroxetin må ikke anvendes, så længe sikkerhed og virkning ikke er fastslået for denne aldersgruppe.


· Nedsat nyre- eller leverfunktion
 
Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance under 30 ml/min.) og hos patienter med nedsat leverfunktion. Den lave ende af det foreslåede dosisområde bør derfor anvendes.


4.3 Kontraindikationer

Overfølsomhed over for paroxetin eller over for et eller flere af hjælpestofferne.

 

  
Paroxetin er kontraindiceret i kombination med MAO-hæmmere.
Linezolid (et antibiotikum, som er en reversibel non-selektiv MAO-hæmmer) kan i enkeltstående tilfælde gives sammen med paroxetin under forudsætning af tæt observation af serotonin syndrom symptomer samt blodtryksmonitorering (se pkt. 4.5).
Behandling med paroxetin kan påbegyndes:
- to uger efter seponering af en irreversibel MAO-hæmmer eller
- mindst 24 timer efter seponering af en reversibel MAO-hæmmer (f.eks. moclobemid, linezolid, methylthioniniumchlorid (methylenblåt; et præoperativt kontrastmiddel, der er en reversibel non-selektiv MAO-hæmmer)).
   
Der bør gå mindst en uge mellem seponering af paroxetin og påbegyndelse af behandling med en MAO-hæmmer.
Paroxetin bør ikke gives til patienter sammen med thioridazin, da paroxetin ligesom andre lægemidler, der hæmmer leverenzymet CYP450 2D6, kan øge plasmaniveauet af thioridazin (se pkt. 4.5). Indgift af thioridazin alene kan medføre en forlængelse af QTc-intervallet med associeret alvorlig ventrikulær arytmi, f.eks. torsades de pointes og pludselig død.
Paroxetin må ikke anvendes i kombination med pimozid (se pkt. 4.5).


 
4.4 Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen
 
Paroxetin bør introduceres med forsigtighed to uger efter afbrydelse af behandling med en irreversibel MAO-hæmmer eller 24 timer efter afbrydelse af behandling med en reversibel MAO-hæmmer. Paroxetindosis skal øges gradvist, indtil der opnås optimalt respons (se pkt. 4.3 og pkt. 4.5).


Anvendelse til børn og unge under 18 år

Paroxetin bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.

Selvmordsrelateret adfærd (selvmordsforsøg og selvmordstanker) og fjendtlighed (fortrinsvis aggression, oppositionel adfærd og vrede) blev observeret hyppigere i kliniske undersøgelser blandt børn og unge behandlet med antidepressive midler i forhold til gruppen behandlet med placebo.

Hvis det under hensyntagen til kliniske behov alligevel besluttes at behandle patienter i denne gruppe, bør disse overvåges omhyggeligt for selvmordssymptomer. Derudover mangler der langtidsdata om sikkerhed hos børn og unge med hensyn til vækst, modning og kognitiv og adfærdsmæssig udvikling.

 


   
Selvmord/selvmordstanker eller klinisk forværring
Depression er forbundet med en øget risiko for selvmordstanker, selvdestruktive handlinger og selvmord (selvmordsrelaterede hændelser). Denne risiko varer ved, indtil der er sket en signifikant remission af sygdommen. Eftersom en bedring af depressionen måske ikke ses før efter flere ugers behandling, bør patienten følges tæt, indtil en forbedring ses. Generel klinisk erfaring viser, at selvmordsrisikoen kan stige i de tidlige helbredelsesstadier.
Andre psykiatriske lidelser, for hvilke der ordineres Serorex, kan også være forbundet med en øget risiko for selvmordsrelaterede hændelser. Yderligere kan disse tilstande være co-morbide med svær depression. Der skal derfor tages de samme forholdsregler ved behandling af patienter med andre psykiatriske lidelser som ved patienter med svær depression.
Patienter, der tidligere har haft selvmordsadfærd eller selvmordstanker eller patienter, der udviser en signifikant grad af selvmordstanker eller selvmordsforsøg inden behandling, har større risiko for selvmordstanker eller for at forsøge at begå selvmord og bør følges tæt under behandlingen. En meta-analyse af placebo-kontrollerede kliniske studier af
antidepressiva givet til voksne patienter med psykiatriske lidelser viste øget risiko for selvmordsadfærd hos patienter under 25 år behandlet med antidepresseva sammenlignet med placebogruppen (se også pkt. 5.1).
Tæt overvågning, især af patienter i højrisikogruppen, bør ledsage den medicinske behandling særlig ved behandlingsstart og dosisændringer. Patienter (og plejepersonale) bør gøres opmærksom på behovet for overvågning med henblik på forekomst af en hvilken som helst klinisk forværring, selvmordsadfærd eller –tanker samt unormale ændringer i adfærd og på, at de straks skal søge læge, hvis disse symptomer opstår.


Akathisi/psykomotorisk rastløshed

Brugen af paroxetin har været forbundet til udvikling af akathisi, som er kendetegnet ved en fornemmelse af rastløshed og psykomotorisk agitation såsom manglende evne til at sidde eller stå stille, normalt i forbindelse med indre uro. Denne tilstand indtræffer med størst sandsynlighed inden for de første par ugers behandling. For patienter, der udvikler disse symptomer, er dosisøgning uhensigtsmæssig.

 


Serotoninsyndrom/malignt neuroleptisk syndrom

I sjældne tilfælde kan der udvikles symptomer på serotoninsyndrom eller symptomer, der ligner symptomer på malignt neuroleptisk syndrom, i forbindelse med paroxetin-behandling, navnlig ved indgift sammen med andre serotonerge og/eller neuroleptiske midler. Da disse syndromer kan medføre potentielt livstruende tilstande, bør paroxetin-behandlingen seponeres ved forekomst af disse tilstande (der er kendetegnet ved en række symptomer, f.eks. hypertermi, stivhed, myoklonus, forstyrret autonom funktion eventuelt med hurtige udsving i vitale tegn, ændringer i den mentale tilstand, herunder konfusion, irritabilitet, ekstrem agitation, der udvikler sig til delirium og koma), og der bør indledes symptomatisk støttebehandling. Paroxetin bør ikke bruges sammen med serotonin-forstadier (f.eks. L-tryptofan og oxitriptan) på grund af risikoen for serotonergt syndrom (se pkt. 4.3 og 4.5).

 

 
Mani
Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der lider af eller har lidt af mani. Paroxetin bør seponeres fra patienter i manisk fase.


Nedsat nyre- eller leverfunktion

Der skal udvises forsigtighed ved patienter med svært nedsat nyrefunktion eller nedsat leverfunktion (se pkt. 4.2).

 


Diabetes

Behandling med SSRI kan ændre den glykæmiske kontrol hos patienter med diabetes. Det kan være nødvendigt at justere dosis af insulin og/eller oral hypoglykæmisk medicin.

 


Epilepsi

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der lider af epilepsi.

 


 
Kramper
Forekomsten af kramper ses hos færre end 0,1% af de patienter, der behandles med paroxetin. Lægemidlet bør seponeres hos patienter, der udvikler kramper.


Elektrochok

Der er kun begrænset klinisk erfaring med indgift af paroxetin, samtidig med at der gives elektrochok.

 


Glaukom

Ligesom andre SSRI’er kan paroxetin forårsage mydriasis og skal anvendes med forsigtighed hos patienter der har eller har haft snævervinklet glaukom.

 


Hjertelidelser

Der skal tages de sædvanlige forholdsregler ved antidepressiv behandling af patienter med hjertelidelser.

 


Hyponatriæmi

Der er i sjældne tilfælde rapporteret hyponatriæmi, hovedsageligt hos ældre. Der bør ligeledes udvises forsigtighed hos patienter, der er disponeret for hyponatriæmi, f.eks. i forbindelse med samtidig brug af anden medicin og cirrose. Hyponatriæmi forsvinder generelt ved seponering af paroxetin.

 


Blødning

Der er rapporteret kutan blødning, f.eks. ekkymose og purpura, i forbindelse med SSRI. Der er ligeledes rapporteret andre blødningstegn, f.eks. gastrointestinal blødning. Ældre patienter kan have øget risiko.

Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der tager SSRI samtidig med orale antikoagulanter, lægemidler, der vides at berøre blodpladefunktionen eller andre lægemidler, som kan øge risikoen for blødning (f.eks. atypiske antipsykotiske stoffer som clozapin, phenothiaziner, de fleste TCA, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2-hæmmere), samt hos patienter med tendens til blødning eller med lidelser, der gør dem prædisponeret for blødning.

 


 
Interaktion med tamoxifen
Nogle studier har vist at tamoxifens effekt, målt som risikoen for recidiv af brystkræft/mortalitet, kan være nedsat, når det ordineres sammen med paroxetin pga. paroxetins irreversible hæmning af CYP2D6 (se pkt. 4.5). Paroxetin bør så vidt muligt undgås, når tamoxifen anvendes til behandling eller forebyggelse af brystkræft.


 
Symptomer ved seponering af paroxetin
Seponeringssymptomer er almindeligt forekommende ved stop af behandling, især hvis der er tale om brat seponering (se pkt. 4.8). I kliniske undersøgelser er der set bivirkninger ved stop af behandling hos 30 % af patienterne, der blev behandlet med paroxetin og hos 20 % af patienterne, der blev behandlet med placebo. Forekomsten af seponeringssymptomer betyder ikke, at lægemidlet er vanedannende eller afhængighedsskabende.
Risikoen for seponeringssymptomer kan afhænge af flere faktorer, f.eks. varigheden og behandlingsdosis samt, hvordan dosis er blevet reduceret.
Der er rapporteret svimmelhed, sensoriske forstyrrelser (herunder paræstesi, fornemmelse af elektrisk stød og tinnitus), søvnforstyrrelser (herunder intense drømme), agitation eller angst, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, hovedpine, diarre, hjertebanken, emotionel uligevægt, irritabilitet og synsforstyrrelser. Hos de fleste patienter er disse symptomer milde til moderate, men hos nogle patienter kan de være svære. De indtræder normalt inden for de første dage efter seponering af behandlingen, men symptomerne er i meget sjældne tilfælde rapporteret hos patienter, der uforvarende har sprunget en dosis over. Symptomerne er generelt forbigående og forsvinder normalt inden for to uger, mens de hos enkelte kan vare længere (2-3 måneder eller mere). Det anbefales derfor at seponere behandlingen gradvist ved nedtrapning af dosis over en periode på flere uger eller måneder alt efter patientens behov (se "Abstinenssymptomer ved seponering af paroxetin" i pkt. 4.2).


 
4.5 Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion


 
Serotonerg medicin
Som med andre SSRI’er kan samtidig indgift af paroxetin og serotonerge stoffer medføre 5-HT-relaterede bivirkninger (serotoninsyndrom: se pkt. 4.4). Der bør udvises forsigtighed og tættere klinisk monitorering bør foretages, når serotonerge lægemidler (f.eks. L-tryptofan, triptaner, tramadol, linezolid, methylthioniumchlorid (methylenblåt), SSRI’er, lithium, pethidin og perikumpræparater (Hypericum perforatum)) kombineres med paroxetin. Forsigtighed bør også udvises ved anvendelse af fentanyl i generel anæstesi eller i forbindelse med behandling af kroniske smerter. Samtidig anvendelse af paroxetin og MAO-hæmmere er kontraindiceret pga. risikoen for serotoninsyndrom (se pkt. 4.3).


Pimozid

Der er set en gennemsnitlig stigning på 2,5 gange i koncentration af pimozid i en undersøgelse med en lav enkeltdosis (2 mg) pimozid, når det administreres sammen med 60 mg paroxetin. Dette kan muligvis forklares med paroxetins evne til at hæmme CYP2D6. Mekanismen bag denne interaktion er endnu ukendt. På grund af pimozids snævre terpeutiske interval og dets evne til at kunne forlænge QT-intervallet,

er samtidig brug af pimozid og paroxetin kontraindiceret (se pkt. 4.3).

 


 
Lægemiddelmetaboliserende enzymer
Paroxetins metabolisme og farmakokinetik kan påvirkes ved induktion eller hæmning af lægemiddelmetaboliserende enzymer.
Ved indgift af paroxetin sammen med en kendt lægemiddel-metaboliserende enzymhæmmer bør der anvendes doser i den lave ende af det foreslåede dosisområde.
Initial dosisjustering af paroxetin er ikke nødvendig, når det tages sammen med kendte lægemiddel-metaboliserende enzyminduktorer (f.eks. carbamazepin, rifampicin, fenobarbital og fenytoin) eller med fosamprenavir/ritonavir. Eventuel efterfølgende dosisjustering af paroxetin (enten efter initiering af eller ophør med en enzym-induktor) skal følge den kliniske effekt (tolerance og virkning).


Fosamprenavir/ritonavir

Samtidig administration af fosamprenavir/ritonavir 700/100 mg to gange daglig og paroxetin 20 mg daglig i 10 dage til raske forsøgspersoner reducerede plasmakoncentrationen af paroxetin markant med ca. 55%. Plasmakoncentrationerne af fosamprenavir/ritonavir under samtidig administration af paroxetin og referenceværdierne fra andre undersøgelser var ens. Dette indikerer, at paroxetin ikke har nogen signifikant effekt på metabolismen af fosamprenavir/ritonavir. Der findes ingen data om effekten af samtidig langtidsbehandling med paroxetin og fosamprenavir/ritonavir ud over 10 dage.

 


 
Procyclidin
Daglig indgift af paroxetin øger procyclidins plasmaniveau væsentligt. Hvis der ses antikolinerge virkninger, skal procyclidin-dosis nedsættes.


Antikrampemidler

Carbamazepin, fenytoin, natriumvalproat. Samtidig indgift lader ikke til at have nogen virkning på den farmakokinetiske/-dynamiske profil hos epilepsipatienter.


 


 
Paroxetins hæmmende virkning på CYP2D6
Ligesom andre antidepressiva, herunder andre SSRI'er, hæmmer paroxetin det cytokrome P450-leverenzym CYP2D6. Hæmning af CYP2D6 kan medføre øgede plasmakoncentrationer ved samtidig indgift af lægemidler, som metaboliseres af dette enzym, af f.eks. visse tricykliske antidepressiva (clomipramin, nortriptylin og desipramin), neuroleptika af fenotiazintypen (f.eks. perphenazin og thioridazin, se pkt. 4.3), risperidon, atomoxetin, visse Type 1c-antiarytmika (f.eks. propafenon og flecainid) og metoprolol. Det frarådes at bruge paroxetin i kombination med metoprolol, når dette gives i forbindelse med hjerteinsufficiens på grund af metoprolols snævre terapeutiske indeks i denne indikation.

Tamoxifen har en vigtig aktiv metabolit endoxifen, der produceres af CYP2D6 og som i signifikant grad bidrager til tamoxifens effekt. Paroxetins irreversible hæmning af CYP2D6 medfører reduceret plasmakoncentration af endoxifen (se pkt. 4.4).

 


 
Alkohol
Som ved andre psykotrope lægemidler bør patienten informeres om at undgå alkohol under behandling med paroxetin.


Orale antikoagulantia

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og orale antikoagulantia. Samtidig indgift af paroxetin og orale antikoagulantia kan medføre øget antikoagulant aktivitet og risiko for blødning. Paroxetin bør derfor anvendes med forsigtighed hos patienter, som er under behandling med orale antikoagulantia (se pkt. 4.4).

 


NSAID og acetylsalicylsyre og andre stoffer med virkning på blodpladerne

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre. Samtidig indgift af paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre kan medføre øget risiko for blødning (se pkt. 4.4).

Forsigtighed bør udvises når patienter, der tager SSRI, samtidig er i behandling med antikoagulantia eller lægemidler, som har indvirkning på blodpladerne eller forårsager øget risiko for blødning (f.eks. atypiske antipsykotika som klozapin, fenotiaziner, de fleste tricykliske antidepressiva, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2 inhibitorer). Ligeledes bør der udvises forsigtighed med patienter, som tidligere har haft blødninger eller som er prædisponerede for blødninger.

 


 
4.6 Graviditet og amning
     
Fertilitet
Nogle kliniske studier har vist at SSRI’er (herunder paroxetin) kan påvirke sædkvaliteten. Dette ser ud til at være reversibelt ved seponering af behandlingen. Studierne har ikke undersøgt fertilitetspåvirkningen, men ændringer i sædkvalitet kan påvirke fertiliteten hos nogle mænd.
Graviditet
Nogle epidemiologiske studier tyder på en forøget risiko for medfødte misdannelser, særligt kardiovaskulære (f.eks. ventrikulær og atrie-skillevægsdefekter), ved brug af paroxetin under første trimester af graviditeten. Mekanismen er ukendt. Data tyder på, at risikoen for at få et barn med en kardiovaskulær defekt, hvis moderen har taget paroxetin, er mindre end 2/100 sammenlignet med et forventet tal for sådanne defekter på ca. 1/100 for den almindelige befolkning. Tilgængelige data tyder ikke på en generel stigning i medfødte misdannelser.
Paroxetin bør kun anvendes under graviditet på tvingende indikation. Den ordinerende læge må overveje alternative behandlingsmuligheder for gravide kvinder og kvinder, der planlægger at blive gravide. Brat seponering bør undgås under graviditet (se "Symptomer ved seponering af paroxetin" under pkt. 4.2).
Nyfødte skal observeres, hvis moderen fortsætter med at bruge paroxetin til langt hen i graviditeten, særligt i sidste trimester.
Følgende symptomer kan forekomme hos den nyfødte efter moderens brug af paroxetin i de sene stadier af graviditeten: åndedrætsbesvær, cyanose, apnø, kramper, temperaturudsving, besvær med fødeindtagelse, opkastning, hypoglykæmi, hypotoni, hypertoni, hyperrefleksi, tremor, dirren, irritabilitet, letargi, konstant gråd, somnolens og problemer med at sove. Disse symptomer kan være forårsaget af enten den serotonerge effekt eller seponeringssymptomer. I de fleste tilfælde begynder komplikationerne umiddelbart eller hurtigt (< 24 timer) efter fødslen.

Epidemiologiske data tyder på at brug af SSRI’er under graviditet, især sidst i graviditeten, kan forøge risikoen for Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN). Den observerede risiko var ca. 5 tilfælde for hver 1000 graviditeter. I den almindelige befolkning er risikoen 1 til 2 tilfælde af PPHN for hver 1000 graviditeter.

  
Dyreforsøg har vist reproduktiv toksicitet, men tyder ikke på direkte skadelige virkninger med hensyn til graviditet, fosterudvikling, fødsel eller postnatal udvikling (se pkt. 5.3).
Amning
Små mængder paroxetin udskilles i modermælk. I publicerede undersøgelser kunne der ikke påvises serumkoncentrationer hos ammede spædbørn (< 2 ng/ml), eller de var meget lave (< 4 ng/ml). Der blev ikke observeret lægemiddelvirkninger hos disse spædbørn. Paroxetin bør alligevel ikke anvendes under amning, medmindre de forventede fordele for moderen opvejer den potentielle risiko for spædbarnet.


4.7 Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner
 
Ikke mærkning.
Kliniske erfaringer har vist, at behandling med paroxetin ikke er forbundet med nedsat kognitiv eller psykomotorisk funktion. Som med alle psykoaktive lægemidler bør patienterne alligevel advares om, at deres evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner kan blive forringet.
Selvom paroxetin ikke yderligere forringer de mentale eller motoriske evner, som skyldes alkohol, frarådes samtidig brug af paroxetin og alkohol.


4.8 Bivirkninger

Visse af de nedenstående bivirkninger kan aftage i intensitet og hyppighed i løbet af behandlingen og vil normalt ikke føre til ophør af behandlingen. Nedenstående bivirkningerne er opført efter organgruppe og hyppighed.

 

Hyppigheden er defineret som: Meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til, < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til, < 1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til, < 1/1.000), meget sjælden

(< 1/10.000), ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

 

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig:

 

Meget sjælden:

 

Unormal blødning, fortrinsvis hud- og slimhindeblødninger (oftest ekkymose).

Trombocytopeni.

Immunsystemet

Meget sjælden:

 

 

Allergiske reaktioner (herunder urticaria og angioødem).

Det endokrine system

Meget sjælden:

 

 

SIADH (Syndrome of Inappropriate Anti-Diuretic Hormone secretion).

Metabolisme og ernæring

Almindelig:

Sjælden:

 

 

Nedsat appetit, øget kolesterolniveau.

Hyponatriæmi. Hyponatriæmi er fortrinsvis rapporteret hos ældre patienter og undertiden på grund af SIADH.

Psykiske forstyrrelser

Almindelig:

 

Ikke almindelig:

Sjælden:

 

Ikke kendt:

 

Somnolens, insomnia, agitation, abnorme drømme (herunder mareridt).

Konfusion, hallucinationer.

Maniske reaktioner, angst, personlighedsforstyrrelser, panikanfald, akatisi (se pkt. 4.4).

Selvmordstanker og selvmordsadfærd.

Tilfælde af selvmordstanker og selvmordsadfærd er rapporteret under behandling med paroxetin eller kort efter behandlingsophør (se pkt. 4.4).

Disse symptomer kan også skyldes den underliggende sygdom.

Nervesystemet

Meget almindelig:

Almindelig:

Ikke almindelig:

Sjælden:

Meget sjælden:

 

 

 

 

 

 

 

Koncentrationsbesvær.

Svimmelhed, tremor, hovedpine.

Ekstrapyramidale lidelser.

Kramper, Restless Legs Syndrome (RLS).

Serotoninsyndrom (symptomer kan være agitation, konfusion, diaforese, hallucinationer, hyperrefleksi, myoklonus, skælven, takykardi og tremor).

Ekstrapyramidale lidelser, herunder oro-facial dystoni, er undertiden rapporteret hos patienter med underliggende bevægelsesforstyrrelser eller hos patienter i behandling med neuroleptika.

Øjne

Almindelig:

Ikke almindelig:

Meget sjælden:

 

Sløret syn.

Mydriasis (se pkt. 4.4)

Akut glaukom.

Øre og labyrint

Hyppighed ukendt:

 

Tinnitus.

Hjerte

Ikke almindelig:

Sjælden:

 

Sinus takykardi.

Bradykardi.

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig:

 

Forbigående stigning eller fald i blodtryk, postural hypotension.

Forbigående stigning eller fald i blodtryk er rapporteret efter behandling med paroxetin, oftest hos patienter med forudgående hypertension eller angst.

Luftveje, thorax og mediastinum

Almindelig:

 

Gaben.

Mave-tarm-kanalen

Meget almindelig:

Almindelig:

Meget sjælden:

 

Kvalme.

Forstoppelse, diarre, opkastning, mundtørhed.

Gastrointestinal blødning.

Lever- og galdeveje

Sjælden:

Meget sjælden:

 

Forhøjede leverenzymer.

Leverpåvirkning (f.eks. hepatitis, undertiden forbundet med gulsot og/eller leversvigt). Der er rapporteret forhøjede leverenzymer. Der er også meget sjældent modtaget post-marketing rapporter om leverpåvirkning (hepatitis, undertiden forbundet med gulsot og/eller leversvigt). Seponering af paroxetin må overvejes, hvis testresultater viser længerevarende påvirkning af leverfunktionen.

Hud- og subkutane væv

Almindelig:

Ikke almindelig:

Meget sjælden:

 

Svedtendens.

Hududslæt, kløe.

Alvorlige kutane bivirkninger (herunder erythema multiforme, Stevens-Johnson syndrom og toksisk epidermal nekrolyse), fotosensibilitet.

Nyrer og urinveje

Ikke almindelig:

 

Urinretention, urininkontinens.

Graviditet, puerperium og den perinatale periode

Meget almindelig:

Sjælden:

Meget sjælden:

 

 

Seksuel dysfunktion.

Hyperprolaktinæmi/galaktorre.

Priapisme.

Knogler, led, muskler og bindevæv

Sjælden:

 

Artalgi, myalgi.

 

Epidemiologiske studier, der hovedsageligt er udført hos patienter på 50 år og opefter, viser en forøget risiko for knoglebrud hos patienter, som får SSRI’er eller TCA’er. Mekanismen bag dette er ukendt.

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Almindelig:

Meget sjælden:

 

 

Asteni, vægtforøgelse.

Perifert ødem.

 


 
SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN
Almindelig: Svimmelhed, sensoriske forstyrrelser, søvnforstyrrelser, angst, hovedpine.
Ikke almindelig: Agitation, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, emotionel uligevægt, synsforstyrrelser, hjertebanken, diarre, irritabilitet.
Seponering af paroxetin (især brat seponering) medfører ofte symptomer. Der er rapporteret svimmelhed, sensoriske forstyrrelser (herunder paræstesi, fornemmelse af elektrisk stød og tinnitus), søvnforstyrrelser (herunder intense drømme), agitation eller angst, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, hovedpine, diarre, hjertebanken, emotionel uligevægt, irritabilitet og synsforstyrrelser. Hos de fleste patienter er disse symptomer milde til moderate og forbigående, men hos nogle patienter kan de være svære og/eller langvarige. Det anbefales derfor, når paroxetin-behandling ikke længere er påkrævet, at seponere medicinen gradvist ved nedtrapning af dosis (se pkt. 4.2 og 4.4).


BIVIRKNINGER FRA PÆDIATRISKE KLINISKE UNDERSØGELSER

Følgende bivirkninger blev observeret:

Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker), selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg blev fortrinsvis observeret ved kliniske undersøgelser af unge med svær depression. Øget fjendtlighed forekom især hos børn med OCD, herunder navnlig børn under 12 år. Andre bivirkninger var nedsat appetit, tremor, svedtendens, hyperkinesi, agitation, emotionel labilitet (herunder gråd og humørsvingninger), blødningsrelaterede bivirkninger, hovedsageligt i hud og slimhinder. Bivirkninger set efter seponering/nedtrapning af paroxetin er: emotionel labilitet (inklusive gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og selvmordsforsøg), nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

Se pkt. 5.1 for yderligere information om pædiatriske kliniske undersøgelser..

 


 
4.9 Overdosering


 
Tegn og symptomer
Den tilgængelige information om overdosering af paroxetin viser, at sikkerhedsmargenen er bred. Erfaringerne ved overdosering af paroxetin indikerer, at foruden de symptomer, som nævnes i pkt. 4.8, er feber og ufrivillige muskelsammentrækninger blevet rapporteret. Patienterne restitueredes generelt uden alvorlige følgetilstande, også i tilfælde hvor doser på op til 2000 mg er blevet taget på en gang. Hændelser såsom koma eller EKG-ændringer er i enkelte tilfælde blevet rapporteret og i meget sjældne tilfælde med dødelig udgang, men generelt ved indtagelse af paroxetin i forbindelse med andre psykotrope lægemidler med eller uden indtagelse af alkohol.


Behandling

Der kendes ingen specifik antidot.

Behandlingen bør omfatte de foranstaltninger, som normalt anvendes ved behandling af overdosis af ethvert andet antidepressivt middel. Administration af 20-30 g aktivt kul kan overvejes, hvis muligt inden for et par timer efter indtagelse af overdosis for at mindske absorptionen af paroxetin. Støttende behandling med hyppig monitorering af vitale tegn og omhyggelig observation er indiceret. Patientbehandling bør foregå som klinisk indiceret.

 


4.10 Udlevering
 
B
 


 
5. FARMAKOLOGISKE EGENSKABER


5.0 Terapeutisk klassifikation
 
ATC-kode: N 06 AB 05. Antidepressiva - selektive serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI).


 
5.1 Farmakodynamiske egenskaber


 
Virkningsmekanisme
Paroxetin er en potent og selektiv hæmmer af optagelsen af 5-hydroxitryptamin (5-HT, serotonin), og dets antidepressive virkning og effektivitet ved behandling af OCD, socialangst/socialfobi, generaliseret angst, posttraumatisk stress syndrom og panikangst anses for at være forbundet med dets specifikke hæmning af optagelsen af 5-HT i hjerneneuroner.
Paroxetin er kemisk ikke relateret til tricykliske, tetracykliske og andre tilgængelige antidepressiva. Paroxetin har lav affinitet til muskarine kolinerge receptorer, og dyreforsøg har kun vist svage antikolinerge egenskaber.
I overensstemmelse med denne selektive virkning har in vitro undersøgelser vist, at paroxetin i modsætning til tricykliske antidepressiva har ringe affinitet til alfal, alfa2 og beta-adrenoceptorer, dopamin (D2), 5-HTl-lignende, 5-HT2- og histamin (H1)-receptorer. Denne mangel på interaktion med postsynaptiske receptorer in vitro underbygges af in vivo undersøgelser, som har vist mangel på CNS-nedsættende og hypotensive egenskaber.


 
Farmakodynamiske effekt
Paroxetin nedsætter ikke den psykomotoriske funktion og forstærker heller ikke ethanols depressive virkning.
Ligesom andre selektive 5-HT-optagshæmmere giver paroxetin symptomer på øget 5-HT -receptorstimulation ved indgift hos dyr, som tidligere har fået MAO-hæmmere eller tryptofan. Adfærds- og EEG-undersøgelser viser, at paroxetin virker svagt aktiverende ved doser, der generelt ligger over det, der kræves for at hæmme 5-HT-optagelsen. Aktiveringsegenskaberne er ikke af "amfetaminlignende" art.
Dyreforsøg viser, at paroxetin tolereres godt af hele hjerte-kar-systemet. Paroxetin producerer ingen klinisk signifikante ændringer i blodtryk, hjertefrekvens og EKG efter indgift hos raske individer. Undersøgelser viser, at paroxetin i modsætning til antidepressiva, som hæmmer optagelsen af noradrenalin, har langt mindre tilbøjelighed til at hæmme den antihypertensive virkning af guanethidin.
Ved behandling af depressionssygdomme kan paroxetins virkning sammenlignes med traditionelle antidepressiva.
Der er også visse tegn på, at paroxetin kan være af terapeutisk værdi for patienter, som ikke reagerer på traditionel behandling.
Morgendosering med paroxetin har ingen skadelig virkning på søvnkvalitet eller -varighed. Patienterne vil desuden sandsynligvis opleve, at de sover bedre, når de begynder at reagere på paroxetin-behandlingen.


 
Dosisrespons
I studier med fast dosis er dosisrespons-kurven flad. Dette tyder således ikke på fordele med hensyn til effekt ved at bruge større doser end anbefalet. Der er dog nogle kliniske data, som tyder på at optitrering af dosis kan være fordelagtigt for nogle patienter.


Langtidsvirkning

Paroxetins langtidsvirkning på depression er påvist i en vedligeholdelsesundersøgelse af 52 ugers varighed med recidivforebyggelse: 12 % af de patienter, der fik paroxetin (20-40 mg daglig), recidiverede sammenlignet med 28 % af de patienter, der fik placebo.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af OCD er undersøgt i tre vedligeholdelsesundersøgelser af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse. I en af de tre undersøgelser blev der påvist en væsentlig forskel i forholdet mellem paroxetin-recidivister (38 %) og placebo-recidivister (59 %).

 

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af panikangst er påvist i en vedligeholdelsesundersøgelse af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse: 5 % af de patienter, der fik paroxetin (10-40 mg daglig), recidiverede sammenlignet med 30 % af de patienter, der fik placebo. Dette blev underbygget af en vedligeholdelsesundersøgelse af 36 ugers varighed.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af socialangst, generaliseret angst og posttraumatisk stress syndrom er ikke tilstrækkeligt påvist.

 


Bivirkninger fra pædiatriske kliniske undersøgelser

I kortvarige (10-12 uger) kliniske forsøg med børn og unge blev følgende bivirkninger observeret hos paroxetin-behandlede patienter med en hyppighed på mindst 2 % af patienterne, og hvor hyppigheden var mindst dobbelt så høj som ved placebo: Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker), selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg blev fortrinsvis observeret i kliniske forsøg med unge med svær depression. Øget fjendtlighed forekom især hos børn med OCD, herunder navnlig hos børn under 12 år. Andre bivirkninger der blev set hyppigere i paroxetin-gruppen sammenlignet med placebo-gruppen var nedsat appetit, tremor, svedtendens, hyperkinesi, agitation, emotionel labilitet (herunder gråd og humørsvingninger).

I undersøgelser, hvor der blev anvendt nedtrapning, blev der rapporteret følgende symptomer i nedtrapningsfasen eller efter seponering af paroxetin med en hyppighed på mindst 2 % af patienterne, og hvor hyppigheden var mindst dobbelt så høj som ved placebo: Emotionel labilitet (herunder gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og selvmordsforsøg), nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

I fem parallelle gruppeundersøgelser med en behandlingsvarighed fra otte uger og op til otte måneder, blev blødningsrelaterede bivirkninger, hovedsageligt i hud og slimhinder, observeret hos paroxetin-behandlede patienter med en frekvens på 1,74% sammenlignet med 0,74% observeret hos placebo-behandlede patienter.

 


 
5.2 Farmakokinetiske egenskaber


 
Absorption
Paroxetin absorberes godt efter oral dosering og undergår first-pass-metabolisme. På grund af firstpass-metabolisme er paroxetin-mængden i den systemiske cirkulation mindre end den mængde, der absorberes fra mave-tarm-kanalen. Der forekommer delvis mætning af first-pass-virkningen og reduceret plasmaclearance, når kropsbelastningen stiger med højere enkeltdoser eller flere doser. Dette giver uforholdsmæssige stigninger i plasmakoncentrationen af paroxetin, og de farmakokinetiske parametre er således ikke konstante, hvilket giver ikke-lineær kinetik. Afvigelse fra linearitet er dog generelt lille og begrænset til de personer, som opnår lave plasmaniveauer ved lave doser.
Steady state indtræder 7-14 dage efter behandlingsstart med både lægemiddelformer med umiddelbar udløsning og lægemidler med modificeret udløsning, og de farmakokinetiske egenskaber lader ikke til at ændre sig under langtidsbehandling.


Fordeling

Vævsfordelingen af paroxetin er vidtgående, og farmakokinetiske beregninger viser, at kun 1 % af paroxetin i kroppen findes i plasma.

Paroxetins proteinbindingsgrad i terapeutiske koncentrationer er ca. 95 %.

Der er ikke påvist sammenhæng mellem paroxetin-koncentration og klinisk virkning (bivirkninger og effekt).

Udskillelse i modermælk og overførsel til dyrefostre sker i små mængder.

 


 
Metabolisme
Paroxetins hovedmetabolitter er polære og konjugerede oxiderings- og methyleringsprodukter, der hurtigt elimineres. På grund af deres relativt begrænsede farmakologiske aktivitet er det højst usandsynligt, at metabolitterne bidrager til paroxetins terapeutiske virkning.
Metabolismen kompromitterer ikke paroxetins selektive virkning på optagelsen af neuronal 5-HT.


Eliminering

Udskillelsen af uomdannet paroxetin i urin er normalt under 2 % af dosis, mens den for metabolitter er ca. 64 % af dosis. Omkring 36 % af dosis udskilles i fæces, sandsynligvis via galden, hvoraf uomdannet paroxetin udgør under 1 % af dosis. Paroxetin elimineres således næsten udelukkende via metabolisme.

Udskillelsen af metabolitter sker i to faser - først som følge af first-pass-metabolisme og derefter ved systemisk eliminering af paroxetin.

Halveringstiden varierer, men er normalt ca. 1 dag.

 


Særlige patientgrupper

 


Ældre patienter og nedsat nyre- eller leverfunktion

Der kan ses en øget plasmakoncentration af paroxetin hos ældre patienter og patienter med alvorligt svækket nyre- eller nedsat leverfunktion, men plasmakoncentrationsniveauet overlapper niveauet for raske voksne.

 


5.3 Prækliniske sikkerhedsdata
 
I toksikologiske undersøgelser af rhesusaber og albinorotter svarer den metaboliske pathway til den, der er beskrevet for mennesker. Som forventet i forbindelse med lipofile aminer, herunder tricykliske antidepressiva, er phospholipidose blevet målt hos rotter. Phospholipidose er ikke observeret i primatundersøgelser af op til 1 års varighed ved doser på 6 gange det anbefalede niveau for kliniske doser.
Carcinogenese: Undersøgelser af to års varighed med mus og rotter har ikke vist tumorigen virkning af paroxetin.
Genotoksicitet: Der er ikke observeret genotoksicitet ved en række in vitro og in vivo test. Reproduktionstoksicitetsundersøgelser af rotter har vist, at paroxetin påvirker den mandlige og kvindelige fertilitet. Der er observeret øget dødelighed og forsinket knogledannelse hos unger. Sidstnævnte effekt var sandsynligvis forbundet med svangerskabsforgiftning og anses ikke for at påvirke fostre/nyfødte unger direkte.
 


 
6. FARMACEUTISKE OPLYSNINGER


 
6.1 Hjælpestoffer
  
Tabletkerne
Calciumhydrogenphosphat, vandfri
Kolloid silica, vandfri
Natriumstivelsesglycolat (type A)
Magnesiumstearat
Tabletovertræk
Talcum
Titandioxid (E171)
Butyleret methacrylatcopolymer


6.2 Uforligeligheder
 
Ikke relevant


6.3 Opbevaringstid
 
2 år.


6.4 Særlige opbevaringsforhold
 
Må ikke opbevares over 25 ° C.
Opbevares i original emballage.


6.5 Emballagetyper og pakningsstørrelser
 
Hvid HDPE beholder med hvidt, børnesikret PP-låg, inderforsegling og tørremiddel.
PVC/Aluminium/OPA-folie og aluminiumfolie blister.
Pakningsstørrelser: 10, 12, 14, 20, 28, 30, 50, 58, 60, 98, 100, 200, 250 eller 500 stk.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

 


6.6 Regler for destruktion og anden håndtering
 
Ingen særlige forholdsregler.


7. INDEHAVER Af MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN
Scand Pharm Generics AB
Ynglingagatan 14, 5tr
S-11347 Stockholm
 
Sverige


 
8. MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)
31756


 
9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE
26. april 2003


10. DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN
23. september 2011

Back to top


 

 

b029\File-14813\Version-48591\application-msword\Document-14813_Version-48591_application-msword_0  Side 1 af 1

 

 

 

b029\File-14813\Version-48591\application-msword\Document-14813_Version-48591_application-msword_0  Side 3 af 3