PRODUKTRESUMÉ

for

Serorex, filmovertrukne tabletter 20 mg

-  Moderat til svær depression (major depression)

-  Obsessiv-kompulsiv tilstand

-  Panikangst med og uden agorafobi

-  Socialangst/socialfobi

-  Generaliseret angst

-  Posttraumatisk stress syndrom

Det anbefales at indtage paroxetin en gang daglig om morgenen sammen med et måltid. Tabletten bør ikke tygges, men synkes hel. For at kunne opnå den anbefalede dosis findes der andre styrker af lægemidlet.

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Normalt ses bedring hos patienten efter en uges behandling, men der kan også gå to uger. Som med al antidepressiv medicin bør dosis kontrolleres og om nødvendigt justeres efter 3-4 ugers behandling og derefter når det er klinisk relevant. For patienter med utilstrækkeligt respons på 20 mg kan dosis øges med 10 mg gradvist op til maksimalt 50 mg, afhængigt af patientrespons.

Patienter med depression skal behandles i mindst 6 måneder for at sikre, at de er symptomfri.

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Startdosis er 20 mg daglig, og dosis kan øges gradvist med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis. Hvis der er utilstrækkeligt respons efter nogle uger kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til maksimalt 60 mg daglig.

Patienter med OCD skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Patienten startes på 10 mg/dag og dosis øges gradvist med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis, afhængigt af patientrespons. Der anbefales en lav initial dosis for at minimere risikoen for forværring af paniksymptomerne, hvilket generelt vides at forekomme tidligt i behandlingen af denne tilstand. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til højst 60 mg daglig.

Patienter med panikangst skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, 10 mg ad gangen, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum (se pkt. 5.1).

SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN

Brat seponering bør undgås (se pkt. 4.4 og pkt. 4.8). Det nedtrapningsregime, som er blevet anvendt i kliniske forsøg, indebærer en reduktion af den daglige dosis med 10 mg/dag med ugentlige intervaller. Hvis reduktion af dosis eller seponering medfører uacceptable symptomer, må det overvejes at vende tilbage til den oprindeligt ordinerede dosis, hvorefter lægen kan fortsætte med at reducere dosis, men i et langsommere tempo.

Overfølsomhed over for paroxetin eller over for et eller flere af hjælpestofferne.

Anvendelse til børn og unge under 18 år

Paroxetin bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.

Selvmordsrelateret adfærd (selvmordsforsøg og selvmordstanker) og fjendtlighed (fortrinsvis aggression, oppositionel adfærd og vrede) blev observeret hyppigere i kliniske undersøgelser blandt børn og unge behandlet med antidepressive midler i forhold til gruppen behandlet med placebo.

Hvis det under hensyntagen til kliniske behov alligevel besluttes at behandle patienter i denne gruppe, bør disse overvåges omhyggeligt for selvmordssymptomer. Derudover mangler der langtidsdata om sikkerhed hos børn og unge med hensyn til vækst, modning og kognitiv og adfærdsmæssig udvikling.

Akathisi/psykomotorisk rastløshed

Brugen af paroxetin har været forbundet til udvikling af akathisi, som er kendetegnet ved en fornemmelse af rastløshed og psykomotorisk agitation såsom manglende evne til at sidde eller stå stille, normalt i forbindelse med indre uro. Denne tilstand indtræffer med størst sandsynlighed inden for de første par ugers behandling. For patienter, der udvikler disse symptomer, er dosisøgning uhensigtsmæssig.

Serotoninsyndrom/malignt neuroleptisk syndrom

I sjældne tilfælde kan der udvikles symptomer på serotoninsyndrom eller symptomer, der ligner symptomer på malignt neuroleptisk syndrom, i forbindelse med paroxetin-behandling, navnlig ved indgift sammen med andre serotonerge og/eller neuroleptiske midler. Da disse syndromer kan medføre potentielt livstruende tilstande, bør paroxetin-behandlingen seponeres ved forekomst af disse tilstande (der er kendetegnet ved en række symptomer, f.eks. hypertermi, stivhed, myoklonus, forstyrret autonom funktion eventuelt med hurtige udsving i vitale tegn, ændringer i den mentale tilstand, herunder konfusion, irritabilitet, ekstrem agitation, der udvikler sig til delirium og koma), og der bør indledes symptomatisk støttebehandling. Paroxetin bør ikke bruges sammen med serotonin-forstadier (f.eks. L-tryptofan og oxitriptan) på grund af risikoen for serotonergt syndrom (se pkt. 4.3 og 4.5).

Nedsat nyre- eller leverfunktion

Der skal udvises forsigtighed ved patienter med svært nedsat nyrefunktion eller nedsat leverfunktion (se pkt. 4.2).

Diabetes

Behandling med SSRI kan ændre den glykæmiske kontrol hos patienter med diabetes. Det kan være nødvendigt at justere dosis af insulin og/eller oral hypoglykæmisk medicin.

Epilepsi

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der lider af epilepsi.

Elektrochok

Der er kun begrænset klinisk erfaring med indgift af paroxetin, samtidig med at der gives elektrochok.

Glaukom

Ligesom andre SSRI’er kan paroxetin forårsage mydriasis og skal anvendes med forsigtighed hos patienter der har eller har haft snævervinklet glaukom.

Hjertelidelser

Der skal tages de sædvanlige forholdsregler ved antidepressiv behandling af patienter med hjertelidelser.

Hyponatriæmi

Der er i sjældne tilfælde rapporteret hyponatriæmi, hovedsageligt hos ældre. Der bør ligeledes udvises forsigtighed hos patienter, der er disponeret for hyponatriæmi, f.eks. i forbindelse med samtidig brug af anden medicin og cirrose. Hyponatriæmi forsvinder generelt ved seponering af paroxetin.

Blødning

Der er rapporteret kutan blødning, f.eks. ekkymose og purpura, i forbindelse med SSRI. Der er ligeledes rapporteret andre blødningstegn, f.eks. gastrointestinal blødning. Ældre patienter kan have øget risiko.

Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der tager SSRI samtidig med orale antikoagulanter, lægemidler, der vides at berøre blodpladefunktionen eller andre lægemidler, som kan øge risikoen for blødning (f.eks. atypiske antipsykotiske stoffer som clozapin, phenothiaziner, de fleste TCA, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2-hæmmere), samt hos patienter med tendens til blødning eller med lidelser, der gør dem prædisponeret for blødning.

Pimozid

Der er set en gennemsnitlig stigning på 2,5 gange i koncentration af pimozid i en undersøgelse med en lav enkeltdosis (2 mg) pimozid, når det administreres sammen med 60 mg paroxetin. Dette kan muligvis forklares med paroxetins evne til at hæmme CYP2D6. Mekanismen bag denne interaktion er endnu ukendt. På grund af pimozids snævre terpeutiske interval og dets evne til at kunne forlænge QT-intervallet,

er samtidig brug af pimozid og paroxetin kontraindiceret (se pkt. 4.3).

Fosamprenavir/ritonavir

Samtidig administration af fosamprenavir/ritonavir 700/100 mg to gange daglig og paroxetin 20 mg daglig i 10 dage til raske forsøgspersoner reducerede plasmakoncentrationen af paroxetin markant med ca. 55%. Plasmakoncentrationerne af fosamprenavir/ritonavir under samtidig administration af paroxetin og referenceværdierne fra andre undersøgelser var ens. Dette indikerer, at paroxetin ikke har nogen signifikant effekt på metabolismen af fosamprenavir/ritonavir. Der findes ingen data om effekten af samtidig langtidsbehandling med paroxetin og fosamprenavir/ritonavir ud over 10 dage.

Antikrampemidler

Carbamazepin, fenytoin, natriumvalproat. Samtidig indgift lader ikke til at have nogen virkning på den farmakokinetiske/-dynamiske profil hos epilepsipatienter.

Tamoxifen har en vigtig aktiv metabolit endoxifen, der produceres af CYP2D6 og som i signifikant grad bidrager til tamoxifens effekt. Paroxetins irreversible hæmning af CYP2D6 medfører reduceret plasmakoncentration af endoxifen (se pkt. 4.4).

Orale antikoagulantia

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og orale antikoagulantia. Samtidig indgift af paroxetin og orale antikoagulantia kan medføre øget antikoagulant aktivitet og risiko for blødning. Paroxetin bør derfor anvendes med forsigtighed hos patienter, som er under behandling med orale antikoagulantia (se pkt. 4.4).

NSAID og acetylsalicylsyre og andre stoffer med virkning på blodpladerne

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre. Samtidig indgift af paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre kan medføre øget risiko for blødning (se pkt. 4.4).

Forsigtighed bør udvises når patienter, der tager SSRI, samtidig er i behandling med antikoagulantia eller lægemidler, som har indvirkning på blodpladerne eller forårsager øget risiko for blødning (f.eks. atypiske antipsykotika som klozapin, fenotiaziner, de fleste tricykliske antidepressiva, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2 inhibitorer). Ligeledes bør der udvises forsigtighed med patienter, som tidligere har haft blødninger eller som er prædisponerede for blødninger.

Epidemiologiske data tyder på at brug af SSRI’er under graviditet, især sidst i graviditeten, kan forøge risikoen for Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN). Den observerede risiko var ca. 5 tilfælde for hver 1000 graviditeter. I den almindelige befolkning er risikoen 1 til 2 tilfælde af PPHN for hver 1000 graviditeter.

Visse af de nedenstående bivirkninger kan aftage i intensitet og hyppighed i løbet af behandlingen og vil normalt ikke føre til ophør af behandlingen. Nedenstående bivirkningerne er opført efter organgruppe og hyppighed.

Hyppigheden er defineret som: Meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til, < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til, < 1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til, < 1/1.000), meget sjælden

(< 1/10.000), ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

BIVIRKNINGER FRA PÆDIATRISKE KLINISKE UNDERSØGELSER

Følgende bivirkninger blev observeret:

Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker), selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg blev fortrinsvis observeret ved kliniske undersøgelser af unge med svær depression. Øget fjendtlighed forekom især hos børn med OCD, herunder navnlig børn under 12 år. Andre bivirkninger var nedsat appetit, tremor, svedtendens, hyperkinesi, agitation, emotionel labilitet (herunder gråd og humørsvingninger), blødningsrelaterede bivirkninger, hovedsageligt i hud og slimhinder. Bivirkninger set efter seponering/nedtrapning af paroxetin er: emotionel labilitet (inklusive gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og selvmordsforsøg), nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

Se pkt. 5.1 for yderligere information om pædiatriske kliniske undersøgelser..

Behandling

Der kendes ingen specifik antidot.

Behandlingen bør omfatte de foranstaltninger, som normalt anvendes ved behandling af overdosis af ethvert andet antidepressivt middel. Administration af 20-30 g aktivt kul kan overvejes, hvis muligt inden for et par timer efter indtagelse af overdosis for at mindske absorptionen af paroxetin. Støttende behandling med hyppig monitorering af vitale tegn og omhyggelig observation er indiceret. Patientbehandling bør foregå som klinisk indiceret.

Langtidsvirkning

Paroxetins langtidsvirkning på depression er påvist i en vedligeholdelsesundersøgelse af 52 ugers varighed med recidivforebyggelse: 12 % af de patienter, der fik paroxetin (20-40 mg daglig), recidiverede sammenlignet med 28 % af de patienter, der fik placebo.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af OCD er undersøgt i tre vedligeholdelsesundersøgelser af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse. I en af de tre undersøgelser blev der påvist en væsentlig forskel i forholdet mellem paroxetin-recidivister (38 %) og placebo-recidivister (59 %).

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af panikangst er påvist i en vedligeholdelsesundersøgelse af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse: 5 % af de patienter, der fik paroxetin (10-40 mg daglig), recidiverede sammenlignet med 30 % af de patienter, der fik placebo. Dette blev underbygget af en vedligeholdelsesundersøgelse af 36 ugers varighed.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af socialangst, generaliseret angst og posttraumatisk stress syndrom er ikke tilstrækkeligt påvist.

Bivirkninger fra pædiatriske kliniske undersøgelser

I kortvarige (10-12 uger) kliniske forsøg med børn og unge blev følgende bivirkninger observeret hos paroxetin-behandlede patienter med en hyppighed på mindst 2 % af patienterne, og hvor hyppigheden var mindst dobbelt så høj som ved placebo: Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker), selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg blev fortrinsvis observeret i kliniske forsøg med unge med svær depression. Øget fjendtlighed forekom især hos børn med OCD, herunder navnlig hos børn under 12 år. Andre bivirkninger der blev set hyppigere i paroxetin-gruppen sammenlignet med placebo-gruppen var nedsat appetit, tremor, svedtendens, hyperkinesi, agitation, emotionel labilitet (herunder gråd og humørsvingninger).

I undersøgelser, hvor der blev anvendt nedtrapning, blev der rapporteret følgende symptomer i nedtrapningsfasen eller efter seponering af paroxetin med en hyppighed på mindst 2 % af patienterne, og hvor hyppigheden var mindst dobbelt så høj som ved placebo: Emotionel labilitet (herunder gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og selvmordsforsøg), nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

I fem parallelle gruppeundersøgelser med en behandlingsvarighed fra otte uger og op til otte måneder, blev blødningsrelaterede bivirkninger, hovedsageligt i hud og slimhinder, observeret hos paroxetin-behandlede patienter med en frekvens på 1,74% sammenlignet med 0,74% observeret hos placebo-behandlede patienter.

Fordeling

Vævsfordelingen af paroxetin er vidtgående, og farmakokinetiske beregninger viser, at kun 1 % af paroxetin i kroppen findes i plasma.

Paroxetins proteinbindingsgrad i terapeutiske koncentrationer er ca. 95 %.

Der er ikke påvist sammenhæng mellem paroxetin-koncentration og klinisk virkning (bivirkninger og effekt).

Udskillelse i modermælk og overførsel til dyrefostre sker i små mængder.

Eliminering

Udskillelsen af uomdannet paroxetin i urin er normalt under 2 % af dosis, mens den for metabolitter er ca. 64 % af dosis. Omkring 36 % af dosis udskilles i fæces, sandsynligvis via galden, hvoraf uomdannet paroxetin udgør under 1 % af dosis. Paroxetin elimineres således næsten udelukkende via metabolisme.

Udskillelsen af metabolitter sker i to faser - først som følge af first-pass-metabolisme og derefter ved systemisk eliminering af paroxetin.

Halveringstiden varierer, men er normalt ca. 1 dag.

Særlige patientgrupper

Ældre patienter og nedsat nyre- eller leverfunktion

Der kan ses en øget plasmakoncentration af paroxetin hos ældre patienter og patienter med alvorligt svækket nyre- eller nedsat leverfunktion, men plasmakoncentrationsniveauet overlapper niveauet for raske voksne.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Back to top

b029\File-14813\Version-48591\application-msword\Document-14813_Version-48591_application-msword_0  Side 1 af 1

b029\File-14813\Version-48591\application-msword\Document-14813_Version-48591_application-msword_0  Side 3 af 3